Her er lidt viden om Dræberneglen
indhentet på nettet.
Oprindelse
Den stammer oprindeligt fra Den Iberiske Halvø (Spanien og
Portugal), men har nu bredt sig helt op til Norge. Herfra er den
blevet indslæbt med planter m.m. til hele Europa og den findes
både i Sverige (Mördarsnigl) og Norge.
Udbredelsen er ikke jævn, men meget pletvis hvilket også
tyder på at der er tale om en art der er indslæbt. I
sit hjemland anses den ikke for at være et skadedyr, måske
fordi de tørre somre her dræber det meste af ynglen
så man aldrig ser den masseforekomst som ses i våde
klimaer.
Den iberiske skovsnegl, Arion lusitanicus, også
kendt under den misvisende betegnelse „dræbersneglen",
blev første gang rapporteret fundet i Danmark i 1991, men
det er sandsynligt, at den har været her i adskillige år.
I 1975 blev den første gang observeret i Sverige og i 1988
i Norge. Første gang, der blev konstateret masseforekomster
i Danmark, var i 1997 i Sønderjylland og på Bornholm.
I 1998 blev der rapporteret om forekomster af sneglen mange forskellige
steder i Danmark. Flere steder har sneglene forekommet i meget store
antal og har forvoldt skade lokalt.
Forekomst
Forekommer lokalt i Danmark, pletvis i meget store antal. Findes
i køkken- og prydhaver samt på åbne arealer med
lav plantevækst, gerne i nærheden af fugtige områder.
Den er formodentlig blevet utilsigtet spredt i forbindelse med transport
af planter. Milde vintre og fugtige, varme somre fremmer sneglenes
muligheder for at overleve og formere sig. I langvarige tørkeperioder
dør en stor del af æg og unger, og sneglebestanden
kan derved reduceres kraftigt. Fugtige somre kan føre til
masseforekomster, som kan forårsage store skader i fx haver.
Sneglene er normalt nataktive, men træffes dog også
om dagen i fugtigt vejr.
Levevis
Lever af bløde plantedele, og tiltrækkes bl.a. af stærkt
duftende planter, som fx krydderurter, løg og tagetes. Kan
dog også æde ådsler og kan optræde kannibalistisk,
hvis den er trængt – heraf tilnavnet dræbersnegl.
En sådan adfærd kendes dog også fra andre skovsnegle.
Den lægger - undertiden efter selvbefrugtning - cirka 400
æg i klumper på 20-30 æg i hulrum i jorden, under
blade eller i kompost og affaldsbunker. Æggene klækker
efter 3½-5 uger.
Voksne snegle som har lagt æg, dør inden vinteren,
mens yngre snegle overvintrer på beskyttede steder, fx i kompostbunker
eller i op til 10 cm's dybde i hulrum i jorden. Sneglene kommer
frem i april-maj.
Udviklingen fra nyklækket til voksen tager 4-5 uger for de
individer, der klækkes forår og sommer. Der kan muligvis
optræde flere generationer om året.
Kendetegn
Sneglen er 7-10 cm lang. Den er oftest ensfarvet mørkebrun
eller rødbrun, men kan også være lysere, evt
orangegul.
Unge snegle er lyse og kan have mørke længdebånd
på siden.
Den iberiske skovsnegl kan forveksles med sort og rød skovsnegl,
men disse holder mere til i skovområder og masseforekomster
er sjældne. En undersøgelse af den indre anatomi -
specielt kønsorganerne - kan være nødvendig
for en sikker artsbestemmelse.
Bekæmpelse af dræbersnegle
I Spanien, Portugal og Sydfrankrig, hvor den iberiske skovsnegl
har sin naturlige udbredelse, udgør den ikke noget problem,
og man ser kun sjældent lokale masseforekomster.
Den er blevet spredt til mange andre lande gennem de sidste 30 år.
Hvorfor er den så blevet et problem i Danmark og nogle andre
lande?
Klimaet er ganske anderledes i hjemlandene med lange tørre
og varme somre. Æggene indeholder over 80% vand og tørrer
nemt ud, og at de unge snegle udvikler sig kun normalt hvis vandindholdet
i jorden er 60-85%. Det kan altså være, at det er selve
klimaet som begrænser antallet af sneglene. Kraftig barfrost
kan dræbe de overvintrende æg og snegle, der ikke ligger
beskyttet for frosten.
Det er også muligt, at dyret i sine hjemlande har effektive
naturlige fjender. Dette er dog ikke undersøgt nærmere.
Rød skovsnegl som stammer fra Mellemeuropa, og som også
er udsat i Danmark er ikke noget problem. Denne art er også
altædende ligesom dræbersneglen, og den bliver endda
noget større. Forklaringen skal måske søges
i dræbersneglens biologi.
Fra undersøgelser på Bornholm ved
vi, at dræbersneglen er en hurtigløber med en marchhastighed
på helt op til 9 meter i timen (Normalhastighed for snegle
er ca 60 cm i timen, der findes opgivelser af maxhastighed for Helix
aspersa, Voldsnegl, på 660 cm i timen). Den kan derfor sprede
sig hurtigt og effektivt.
Fra svenske undersøgelser ved vi, at medens den røde
skovsnegl i løbet af 145 år har spredt sig til 97 lokaliter,
så har dræbersneglen i løbet af bare 23 år
dannet bestande på ca. 900 lokaliteter.
Dræbersneglene producerer op til 400 æg
om året. Til sammenligning kan vinbjergsneglen kun klare 50-70
æg om året.
Agersneglen, som også kan være et alvorligt skadedyr
i landbrugsafgrøder, kan lægge helt op til 500 æg,
men kan under gode forhold nå flere generationer på
et år.
Vi ved ikke konkret, om dræbersneglen kan have flere generationer
om året i Danmark, men det kunne måske være forklaringen
på den masseforekomst, som blev set mange steder i 1998.
Hvordan undgår man dræbersnegle
Først og fremmest skal haveejere være opmærksomme
på, at sneglene kan spredes med planter med rodklump, hvor
der kan være gemt æg eller snegle. Derfor skal man altid
spørge, om planterne kommer fra et område, hvor der
er dræbersnegle. Snegle kan også komme ind med kompost,
der ikke er komposteret ved tilstrækkelig høj temperatur
og de kan også komme fra flis der er blevet besøgt
af snegle.
Dernæst er det af stor betydning, hvordan haven holdes og
passes. Hvis alt er plejet og passet og skåret i facon, og
det naturlige dyreliv er udryddet gennem flittig brug af insekt-
og plantegift, er der gode forhold for dræbersneglene, for
så mangler de naturlige fjender.
Det er vigtigt for at undgå dræbersnegle, at man har
nogle hjørner med vild bevoksning og har et par kvas- og
løvbunker, hvor der er plads til et vinterkvarter for pindsvin
og hvor de store løbebiller og rovbiller kan være.
Det er også godt med lidt vand i haven så der er plads
til en god bestand af skrubtudser som også æder sneglene.
I sådanne lidt “vilde” haver er der så mange
rovdyr til stede, at selv om der kommer dræbersnegle ind,
bliver de blot betragtet som et udmærket kosttilskud.
Hvis man har fået sneglene ind
Man kan indsamle sneglene tidligt om morgenen eller om aftenen,
evt. i regnvejr når de er aktive. Man kan også prøve
at lægge store rabarberblade, plader eller sække ud
på jorden. Sneglene vil søge ind under dem, og de kan
så indsamles om dagen.
Der kræver en indsats gennem en længere periode for
at samle alle sneglene og hvis man har naboer, skal det være
koordineret med naboerne ellers nytter det kun i kort tid. Sneglene
kan også fanges i fælder, af faldtypen, hvor man graver
en beholder ned i jorden med lokkemad, som sneglene så kravler
ned i. Der er også udviklet mere specifikke fælder som
fx pyramidefælden, hvor sneglen lokkes til at kravler igennem
to kamme af tænder, som den ikke kan komme tilbage igennem.
I fe eks. Sverige kan man leje ænder til at foretage bekæmpelsen.
Aflivning af snegle
Man kan enten slå sneglen ihjel med et hårdt slag fx
med bagsiden af en skovl, men det sviner en del. Sneglen kan også
dræbes effektivt ved at skære den midt over.
Alternativt kan man aflive sneglene enten ved neddypning i en stor
gryde kogende vand eller ved overhældning med rigelige mængder
kogende vand. Hvis aflivningen skal foregå helt smertefrit
er det bedst at køle sneglene ned i køleskab og derfra
overføre dem til en fryser.
De aflivede snegle graves ned for ikke at tiltrække nye.
Der er også udviklet forskellige former for sneglehegn både
med og uden strøm. De kan dog være skadelige for andre
dyr.
Sneglegifte kan generelt ikke anbefales, da alle gifte har giftvirkning
på andre organismer, og nogle af de midler der har været
anvendt til sneglegift kan også forårsage dødsfald
blandt mennesker.
En af grundene til, at man ikke skal bruge sneglegift, er at der
faktisk findes andre snegle, som angriber og dræber dræbersnegle.
Det drejer sig om de to små arter af rovsnegle Kælderglanssnegl
( Oxychilus cellarius ) og Stor Glanssnegl Oxychilus draparnaudi.
Disse to arter angriber særlig æggene og et forsøg
viste at O. cellarius kunne æde 131 æg på 13 dage
medens O. draparnaudi klarede 118 æg på 9 dage.
Svenske undersøgelser tyder på, at disse rovsnegle
måske kan udgøre en biologisk bekæmpelse af dræbersneglen.
I Danmark er der flere som har oplyst at Vinbjergsnegle også
æder dræbersneglens æg.
I øvrigt gælder det generelt om den
iberiske skovsnegl, at der mangler viden om dens liv i Danmark.
Lidt naturhistorie om snegle
På trods af deres meget faste sneglehus af kalk hører
snegle til den dyregruppe, der kaldes bløddyr. Sneglene er
nært beslægtede med muslinger og blæksprutter.
Snegle har det sjove latinske navn Gastropoda , som betyder mavefod,
og det siger noget om sneglens opbygning.
Sneglene har på undersiden af kroppen en
muskuløs fod, som de kryber omkring på. Hvis man anbringer
en snegl på en glasplade, kan man se, hvordan den kommer frem
ved at trække musklerne rytmisk sammen i serier fra hovedet
mod halen.
For at komme nemmere frem udskiller sneglen slim, der kan ses som
et glinsende bånd. Slimen gør det også muligt
for sneglen at krybe op ad en glasplade, der holdes lodret. Hvis
man kigger nøje efter, kan man se, at der hele vejen rundt
i kanten af foden er en tynd bræmme, som slutter lufttæt
til pladen. Det bevirker, at sneglen bliver presset ind mod pladen
af luftens tryk og derfor ikke falder af.
Sneglens fod er utrolig smidig. En snegl kan faktisk krybe over
et barberblad på højkant uden at skære sig, fordi
selve foden kun berører slimlaget. Snegle er derfor svære
at holde styr på, for selv om det går langsomt, kan
de kravle over næsten alt.
Forrest på foden sidder hovedet med to par
tentakler, som kan pumpes ud og trækkes ind igen. Det øverste
par bærer i spidserne primitive øjne, så man
kan godt sige, at hos sneglene står øjnene på
stilke.
Øjnene kan ikke blot skelne mellem lys og mørke, men
også opfatte genstande på nogle cm's afstand.
Sneglene har en meget speciel måde at spise på. De kryber
hen til byttet, fx et blad, stikker deres raspetunge ud og skraber
partikler af overfladen. Raspetungen er et kompliceret organ. Tungen
er udrustet med tværrækker af bitte små tænder,
op til 125.000 stk. Tænderne er meget skarpe og kan bedst
sammenlignes med tænderne i en motorsav. Efterhånden
som tænderne bliver slidt ned vokser der nye frem fra roden.
Forplantningen hos snegle er meget speciel. Sneglene
er nemlig tvekønnede (hermafroditter), dvs. at hvert individ
producerer både sæd- og ægceller. Begge typer
af kønsceller dannes i samme kirtel og afgives gennem en
fælles kønsåbning ved henholdsvis parring og
æglægning. Kønsåbningen er placeret på
hovedets højre side. Parringen indledes med et parringsspil,
hvorefter de to snegle gensidigt overfører sæd til
partneren. Hos nogle snegle kan der endog ske en selvbefrugtning.
Æggene befrugtes inde i moderdyret og lægges senere
på et beskyttet sted. Ungerne ligner små udgaver af
de voksne, når de kommer ud af ægget.
Sneglehuset er hos nogle arter meget flot udviklet
som et stort solidt spiralsnoet hus. Hos andre arter er huset reduceret
til en ganske lille plade, og hos de nøgne snegle som fx
den iberiske skovsnegl er det slet ikke udviklet.
|